At modtage

Hygge

Jeg elsker ordet hygge. Det er bare så – ja – hyggeligt… Så dansk. Også særligt at høre en engelsktalende sige det… Ja, for også udlændinge er blevet begejstret over den ‘danske’ hygge…

Jeg blev derfor også mega begejstret, da jeg hørte en præst udvide teksten om sabbatten fra Es 58,13-14: “Hvis du kalder sabbatten frydefuld og Herrens hellige dag ærværdig, hvis du ærer den ved ikke at gøre, som du plejer, drive handel og træffe aftaler, så skal du glæde dig over lykken hos Herren.”

Ordet frydefuld indeholder nemlig perspektiver om luksus og forkælelse. Det kan være negativt, hvis vi på en selvoptaget og egoistisk måde søger det…. Men – Gud giver os det som en vidunderlig gave i sabbatten. Sabbatten er tænkt som en særlig luksus, en dag med særlig hygge, anderledes fra hverdagene. En dag hvor vi forfriskes og nyder fællesskab med hinanden på en anden måde. En dag, hvor vi oplever hellig hygge – fordi det er en gave fra Gud!

Det er et sprog, som jeg kan forstå! Og ja – jeg føler mig virkelig forkælet! Det er en skøn luksus at lægge alt det hverdagsagtige til side – og så have et helt døgn til hellig hygge!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *