Guds gave – egern
En veninde og jeg gik tur i den skønne kølige sommerskov – det var så forfriskende på en varm dag. Vi havde den for os selv. Vi nød at reflektere og dele tanker om Gud og livet.
Pludselig så vi tre egern foran os. Et lille sort egern susede op ad et træ. En brun med lys bug puslede rundt blandt nogle store sten ikke langt fra os. Den var så nysgerrig og kom ligesom frem og kiggede på os igen og igen. Et tredje – rødligt – fascinerede os, imens det var på de tynde grene, og som det hoppede fra den ene til den anden.
Det blev som Guds hilsen til os! En helt særlig oplevelse. Naturen og skaberværket – som vidnede om vores fantastiske skaber – og vi fik lov at være med!
Jeg holder utrolig meget af at opleve Guds tilstedeværelse i naturen og mærke Åndens påvirkning af mit hjerte: Gud er stor! Da Job sagde: “Jeg havde hørt rygter om dig, men nu har jeg set dig med egne øjne” (Job 42,5) – så var det efter, at Gud havde åbenbaret sig for ham som naturens Skaber og herre! Jeg mærker det også ske for mig… Og jeg fyldes af jubel over min kære Gud!