Løber – snubler ikke

Jeg havde været væk hele dagen. Nu var det aften. På vejen hjem lyttede jeg til, at en veninde læste disse vers fra Ordsprogenes Bog 4:

v10  Hør, min søn, og tag imod mine ord,
så bliver dine leveår mange;
v11  jeg belærer dig om visdommens vej,
jeg fører dig ad retskaffenheds spor.
v12  Når du går, bliver dine skridt ikke hæmmet,
når du løber, snubler du ikke.

Det ramte mit hjerte. Det var lige det, som jeg havde brug for den dag – ja, og andre dage også… Da jeg kom hjem, så fandt jeg min Bibel og læste dem flere gange og stregede dem under.

Gud åbenbarer sig for mig – og det rammer lige det, mit hjerte længes efter – jeg kan ikke selv. Men – jeg kan tage imod hans ord, og blive fyldt af hans ord.

Jeg kan ikke finde ud af, hvad der er bedst i den ene eller anden situation – men Gud har lovet, at han selv vil lære mig visdommen. Og jeg kan heller ikke finde ud af at leve ret – men også her har Gud lovet, at han vil føre mig på de veje, hvor mit liv kan være til hans ære.

Så – med ham i mit liv, så bliver mit liv ikke hæmmet! Selv når livet kommer op i tempo – så snubler jeg ikke.

Hans løfter fyldte mig! Mit hjerte jublede over, at han igen havde åbenbaret sig med sin Ånd i mit hjerte. Og tænk, det, han havde givet en anden – og hvor hun delte det med mig – det fik nu lov at mætte mig. Og jeg fik lyst til at dele det med dig… Må Gud også selv røre dig med disse ord! … og del dem eventuelt med en anden…