Glæde i troen
I går kunne du læse om glæden Gud giver – også uden at vi tror… Men der er også en rig, rig glæde som kommer sammen med troen på ham:
“Håbets Gud fylde jer med al glæde og fred i troen, så at I bliver rige i håbet ved Helligåndens kraft!” (Rom 15,13)
Her kobles glæden sammen med håbet. Og håb – det er noget, som rækker ud over nu’et… Med håbet føres vi ind i en fremtid, som er bedre end det, som vi oplever lige nu… Nu’ets byrder løftes, når vi kan se den kommende forvandling for os… Når vi fyldes med troen på, at noget, som vi kæmper med, kan blive anderledes – så kan glæde leve fremfor at kvæles af nu’ets utilstrækkelighed, smerte og bekymring…
Håbets glæde finder mening midt i det meningsløse… Vejen til mere mening går nogen gange igennem det svære – og med håbet kan vi se lyset i den anden ende…
Ved Helligåndens kraft, står der. Guds skønne gave! Det er Gud, der fylder os med glæde og fred! Helligånden kommer selv til os, så vi mærker det… vi overgiver os i stedet for at kæmpe… Vi er frie i glæden og freden! Vi tror på ham!