Selvfornægtelse

Ordet selvfornægtelse hører denne verden til – godt hjulpet af slangen… Vi lærte det at kende sammen med syndefaldet. Inden mennesket så, begærede og tog – kendte det kun lykke og glæde. Alle levede fyldte af kærlighed – ikke for sig selv, men for andre…

Men inden mennesket syndede, introducerede slangen ligesom en negativ klang over “selvfornægtelse”: Hallo, lad ikke være med noget, som du har lyst det! Gør det! Det er bare Gud, som forsøger at begrænse dig… holde noget godt tilbage fra dig. Fornægt ikke dig selv noget, som ser godt ud… At fornægte sig selv noget – det dør man af… Når man gør noget, man har lyst til – så lever man…

Men det var løgn. Når mennesket ser-begærer-og tager det – så går det galt. Faktisk mistede mennesket livet, da det begyndte at leve for sig selv i stedet for at leve i kærlighed…

Så selvfornægtelse – det er vejen til livet… Ikke fordi vi skal slippe noget, der er godt for os… Det er kun djævelen, der får os til at tro, at det er noget godt, vi giver afkald på… Det er det ikke! Det er, når Gud igen får pladsen som centrum i vores liv – i stedet for os selv – at kærligheden fylder os.

“Mine kære, lad os elske hinanden, for kærligheden er af Gud, og enhver, som elsker er født af Gud og kender Gud. Den, der ikke elsker, kender ikke Gud, for Gud er kærlighed. Derved er Guds kærlighed blevet åbenbaret iblandt os: at Gud har sendt sin enbårne søn til verden, for at vi skal leve ved ham. Deri består kærligheden: ikke i at vi har elsket Gud, men i at han har elsket os og sendt sin søn som et sonoffer for vores synder.” (1 Joh 4,7-10)

Gud gav sig selv – så vi kan se, at kærligheden handler om at give… og når vi modtager hans kærlighed, så får selvfornægtelse en anden klang: Så lever vi for det, som er større end os selv! Så deler vi ud fra selve livets kilde!