Morgentur med Gud

Jeg var på camp meeting. Skønt! Masser af skønne møder og kurser. Gode snakke med folk, som jeg ikke havde set længe – og med nye, som jeg lærte at kende. Og så var det vidunderligt vejr. Lysegrønt forår op imod en solblå himmel.

Hver morgen gav jeg dagen til Gud. Gud, lad mig være i din plan i dag. Led mig også i de snakke jeg har. Så vi deler de dybe ting. Og lad mig møde den person, hvor det er vigtigt, at vi to får talt sammen…

Sabbats morgen, da jeg var færdig med morgenmaden, kiggede jeg mig omkring: Er der en, som jeg kan gå sammen med, mon? Ah, min niece var der – og jeg spurgte hende, men hun havde andre planer… Jeg gik selv, fuld af glæde over en dejlig dag – og spændt på, hvem Gud mon ville lade mig møde…

Jeg gik på vej ud mod vandet. Alene. Nød solen. Bad. Kiggede på de forårsgrønne træer. Det hele var så smukt. Kiggede ud over vandet. Vendte rundt for at gå tilbage.

Pludselig vidste jeg, hvem jeg skulle gå sammen med den morgen: Gud selv! I mit hjerte vidste jeg, at han ønskede turen med mig. Han ville være alene med mig. Bare os to.

Mit hjerte fyldtes med juble og fryd! Skønne Gud! Hvilken vidunderlig plan han havde for mig!

“Følges to mennesker ad, uden at det er aftalt” (Amos 3,3). Sådan også med Gud!

Det blev hans og min aftale den morgen! Han – som elsker at koble mig sammen med andre – nyder også, at vi to er alene. Det vil jeg – hver dag… Intim tid med ham, som elsker mig over alt! Jeg vil møde hans længsel for at være alene sammen med mig!