Fuld tillid

“Jeg håber… at Kristus nu som altid må blive forherliget i fuld offentlighed ved det, der sker med mit legeme, hvad enten jeg skal leve eller dø.” (Fil 1,20)

Paulus hang ikke ved livet på den måde, at døden skræmte ham. Hans fokus var løftet op over hans eget liv – til Guds mægtige gerning i denne verden. Så han var helt tryg i, at uanset hvad Gud gjorde i forhold til hans liv – så var det alt det, på den større scene, som virkelig talte. At Gud måtte blive æret.

Det var sådan, fordi Paulus var tæt sammen med Gud hele tiden. Tilliden var stærk. Og hele hans liv var Jesus: “For mig er livet Kristus.” (Vers 21).

Så hans bønner drejede sig heller ikke om at få et bestemt svar… Men om at være sammen med Gud og kende hans svar.

Han kendte Gud som “Ham, som formår med sin kraft, der virker i os, at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår.” (Ef 3,20). Det var ikke bare ord… det var virkelighed… det var den virkelighed Paulus levede i med Gud.

Tak, Jesus – fordi det er virkeligheden med dig! Tak fordi vi kan hvile helt i tillid til, hvad du gør. Tak fordi du giver os dine svar skridt for skridt i livet.