Vingummi i pauserne

Der var en gang et næsehorn, Brutalis, som var blevet reddet som lille, da dens mor var død, og så passet af mennesker. Da den så skulle ud i naturen igen, gik det galt. Brutalis troede, den kunne mere, end den kunne… og i mødet med virkeligheden døde den…

Min mand sagde, at det var fordi, den havde været vant til at spise vingummi i pauserne… Fordi den havde været taget ud af “virkeligheden”, så havde den fået en ekstra omsorg og betjening, som man altså ikke får i virkeligheden… Derfor blev virkeligheden for stor for den…

I verden lever vi uden pauser… Virkeligheden er uden vingummi… Djævelen er altid klar til at ramme vores svagheder på de svageste tidspunkter…

Og Jesus fortæller, at der var en mand, som gravede sit ene talent ned. (Matt 25,18.24-28). Det går ikke. Vi kan ikke løbe væk, gemme os, slippe udenom… Der er et ansvar, som det er vores at bære… Også selvom der er en djævel, som vil forstyrre os alt det, han kan.

Heldigvis skal vi ikke gøre det alene! Gud vil tage os i hånden – og bære os, om nødvendigt. Men vores talenter – de skal bruges.

“Enhver, som har fået meget, skal der kræves meget af. Og den, der har fået meget betroet, skal der forlanges så meget mere af.” (Luk 12,48)