Fokus på Gud

Når jeg siger Josef, Jakobs søn – hvad tænker du så? Havde han et let eller et svært liv, tænker du?

Alle omstændigheder til trods – så fulgte Josef det, han troede på. Han fortalte sin familie de guddommelige drømme, selvom de blev sure… Han passede sine opgaver hos både Potifar og i fængslet, i stedet for at lade arrigskaben over uretfærdigheden gribe ham… Han fulgte ikke Potifars kones smigrende ønske om intimitet… Han afsøgte situationen om sine brødres sindelag, i stedet for at fare dem om halsen… Han var en leder med omsorg for folket, i stedet for at søge hævn eller blive personlig magtbegærlig…

Var det nemt?

Han fortæller selv, at det ikke var nemt: “Josef gav den førstefødte navnet Manasse. ‘For Gud har fået mig til at glemme al min ulykke og hele min fars hus.’ Den anden gav han navnet Efraim. ‘For Gud har gjort mig frugtbar i min lidelses land.’ ” (1 Mos 41,51-52)

Josef havde savnet, og Josef havde grædt. Josef havde bedt uden at få de svar, som han håbede på. Josef havde været ved at gå til af længsel efter sin familie. Han mærkede forbandelsen ved at være slave og mishandlet i stedet for at være fri. Han oplevede hele tiden, at han var fremmed.

Hvorfor gik Josef ikke ned med depression og vrede?

Fordi “Herren var med Josef” (1 Mos 39,2) – og det var dét, Josef havde sit fokus på. Ikke på sine omstændigheder. Ikke på sig selv. Men på Herren.

Gud er med dig – hav dit fokus på ham!