
Søg råd fra en der kender Guds ord
Der var krig. Israel mod Moab, og Israel fik følge af Judas konge og Edoms konge.
Efter syv dagsmarcher stod de med et stort problem: Der var ikke mere vand til hæren og til dyrene.
Israels konge var opgivende og så problemet som et tegn på, at Gud ikke var med dem, og at nu ville de tre konge falde i fjendens hånd.
Men kong Joshafat spurgte: ” ‘Er der ikke en af Herrens profeter her, hos hvem vi kan søge råd fra Herren?’ En af Israels konges folk svarede: ‘Her er Elisa, Shafats søn; han var den, der hældte vand over Elias’ hænder.’ Joshafat sagde: ‘Hos ham er Herrens ord’ “ (2 Kong 3,11-12).
Og de fik ikke blot det, de bad om – men de vandt også krigen.
Livet er fuld af udfordringer – og tag historiens pointer ind i dit liv i forhold til udfordringer du står i:
- Når du står overfor store problemer, så drag ikke den konklusion, at det er fordi, at Gud ikke er med dig. Når du møder det, som er større end dig, er det netop en anledning til overgivelse til Gud.
- Søg råd fra Gud. Fra Guds ord. Vend ting med mennesker, som du ved vandrer med Gud og i hans ord.
Når du går med Gud, så giver han dig mere, end det, du beder om. Også selvom det måske ikke ser sådan ud i første omgang…
