Gud med lidenskab, hævn og harme

“Herren er en lidenskabelig og hævnende Gud.
Herren tager hævn og er fuld af harme,
Herren tager hævn over sine fjender,
han vredes på sine modstandere.
Herren er sen til vrede, men stor i kraft og lader ingen ustraffet.”
(Nah 1,2-3)

Og “Gud er kærlighed” (1 Joh 4,16).

Gud er vred på modstanderne af kærlighed.

Han harmes, når et menneske er ondt mod et andet.

Han er lidenskabelig, når nogen rører hans elskede.

Åh ja, han tilgiver enhver som vil tilgives. Men den, der ikke lader Jesus bære synden – og vreden – må selv møde Guds vrede og hævn.

Modsat mennesker udspringer Guds lidenskab, vrede, hævn og harme aldrig af egoisme men altid af kærlighed. Derfor er den så stærkt et udtryk for kærlighed. Og totalt grundlæggende for en evighed, hvor Gud har gjort op med al synd – al ondskab.

Gud er ikke ligegyldig overfor ondskab – den rører al hans vrede. Men hvor vi kan undres over, hvorfor Gud ikke handler ‘nu’ – så ved alene Gud, hvornår timingen er inde for at slå den endelige streg.

Tak, min elskede Gud, fordi du elsker mig så uendelig højt. Tak, fordi du døde for mig; at du selv bærer smerten over al min ondskab. Tak, at du en dag endegyldigt gør op med ondskab – og at jeg den dag kan leve i kærlighed og kun kærlighed.