Gud ville lære mig at komme – rigtigt

Så skete det igen. En nat vågnede jeg, og spændende arbejdsopgaver begyndte at køre rundt i mit hoved. Ikke megasmart – for så sover jeg ikke. Og en nat med for lidt søvn efterlader mig ikke super vågen fyldt med kreativitet og energi den næste dag.

Jeg bad. Det vil sige, jeg sagde det til Gud. Men uroen fortsatte.

Jeg tænkte, jeg orker ikke en af de-her-nætter – nu står jeg op og går ned til sofaen og beder og læser et ord.

‘02.13’ stod der på ovnuret i køkkenet, da jeg gik forbi. Jeg knælede ned og sagde bare kort til Gud, at det kunne jeg ikke styre; han måtte hjælpe mig.

Så bladede jeg lidt i Bibelen og kom til disse vers:

“Jeg vil juble over Herren
og fryde mig over min frelses Gud.
Gud Herren er min styrke,
han gør min fod let som hindens
og lader mig løbe over højderne.”
(Hab 3,18-19)

Og i margin havde jeg tilmed skrevet: 6/5 2021 Du gav mig stilhed med dig + løfte på en travl dag!

Også nu kunne jeg juble over Gud! Han ville frelse mig – løfte mig ud af det, som jeg ikke selv kunne få styr på der i mørket i sengen. Han ville være min styrke – og han skulle nok hjælpe mig op over de næste arbejdsopgaver – uden at jeg behøvede at arbejde om natten.

‘02.17’ stod der på ovnuret. Fire minutter havde det taget. Og jeg gik op med versene i mit hoved – og sov med det samme. Hvilken gave!

Og det var ligesom, at Gud ville lære mig: Lig ikke der og rod med det – bed nu rigtigt til mig – kom – kom derhen hvor du også kan lytte til mit ord!

Nej – og det handlede ikke om, at man ikke godt kan bede rigtigt i sengen også!

Jeg var bare taknemmelig – også over, at han kalder mig tættere til sig gennem den slags oplevelser.