At være noget – hvem er du? Du er noget!

Hvilken kontrast:

Jesus sagde: “Min ære vil jeg ikke have fra mennesker,” og til jøderne: “I vil have jeres ære fra hinanden og søger ikke æren hos den eneste Gud” (Joh 5,41.44).

Ære fra mennesker? Ære fra Gud?

Det ligger lige for at ville ‘være noget’ i forhold til andre mennesker. Mon ikke det nærmest er det ‘naturlige’ i denne verden. Ånden fra ham, der sagde: “Jeg vil stige op til himlen, højt over Guds stjerner rejser jeg min trone” (Es 14,13).

Modsat ham, om hvem der står: “Kristus Jesus, han, som havde Guds skikkelse, regnede det ikke for et rov at være lige med Gud, men gav afkald på det, tog en tjeners skikkelse på og blev mennesker lig” (Fil 2,5-7).

Og Jesus var noget! Han var Gud – Guds Søn – højt elsket af Gud.

Hvad så med følelsen af ‘ikke at være noget’? Eller ønsket om ‘at være noget’?

Du og jeg er noget! Vi er højt elskede, Guds børn og han har vidunderlige planer med vores liv. Og det må vi læne os ind i. Det er grundlæggende, at vi har brug for at mærke vores betydning og værdi – og den er ufattelig høj – så høj, at Jesus kom og døde, fordi han elsker dig og mig.

Så – vi behøver ikke menneskers beundring for at have betydning eller ‘være noget’.

Jesus, vi lever i en verden, hvor det er så vigtigt at ‘være noget’. Hjælp os til at hvile i hvad vi er for dig. Hjælp os at møde verden som elskede.