At være elsket

Jesus rækker hånden ned til dig

Det var faren, der kom med sin søn til Jesus. Han kunne ikke selv. Og Jesus sendte den urene ånd ud af drengen: “Da skreg den og rev og sled i ham og fór ud; og han blev som død” (Mark 9,26).

Det er omsorgsfuldt af faren, faren, som selv kæmpede med sin tro – eller vantro: “Jeg tror, hjælp min vantro!” (vers 24), havde han råbt. Og det er er stort, at Jesus havde magten til at sende den urene ånd ud.

Men hvad med drengen? Han lå der, som død. På jorden.

“Men Jesus tog hans hånd og fik ham til at rejse sig op” (vers 27). Denne ‘detalje’ er der liv i – lige ind i dit liv! Jesus bøjer sig helt ned til der, hvor du er. Der, hvor du ligger som død; magtesløs. Jesus tager dig i hånden og rejser dig op.

Ja, andre menneskers forbønner kan løfte dig hen til ham, som har alt magt. Jesus kan gøre store ting for dig, som er helt udenfor, hvad du nogensinde vil kunne. Men det stopper ikke der – Jesus kommer så tæt på, som du har brug for – han tager dig nemlig i hånden og giver dig styrke til at rejse dig op.

Åh ja, vi har brug for forbønnen – og den styrker os. Vi har brug for det store, som vi allerede ved, at Jesus har gjort og gør for os – og det skal vi fokusere på. Men det er, når vi virkelig mærker hans nærhed, hans hånd i vores liv – ja, hans hånd i vores hånd – at vi får kraften til at rejse os op.

Du er favnet af ham, der elsker dig så højt!

Tak, kære Jesus!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *