Vil du Messias – eller vil du dig selv?

Måske blev spørgsmålet ikke stillet til dem på den måde…

Men historien, som vi finder i Johannesevangeliet kapitel 6, er grum.

Tusinder kom til Jesus, fordi han helbredte de syge. Og nu gav han mad til dem alle sammen – blot fra en lille drengs madpakke. De blev begejstrede. De ville gøre ham til konge. Med tvang.

Men Jesus vidste, at deres begejstring var for helbredelserne og maden, og tanken om hvad sådan et rige ville være! Ingen sygdom. Ingen sult. Med den kraft måtte Jesus også kunne smide romerne ud! Israels herlighed ville blive enorm!

Dagen efter konfronterede Jesus dem: “I leder ikke efter mig, fordi I fik tegn at se, men fordi I fik brød at spise og blev mætte. Arbejd ikke for den mad, som forgår, men for den mad, som består til evigt liv” (vers 27). Jesus ville noget større – men det ville de ikke.

Jesus sagde: “Jeg er livets brød” (vers 35), men det fik jøderne til at skumle over ham (vers 41). Og det hele endte med, at “efter dette var der mange af hans disciple, der forlod ham, og de fulgtes ikke mere med ham” (vers 66).

De ville ikke Guds Messias, de ville deres egen Messias. De ville ikke Gud, de ville sig selv. De ville ikke frelse til hele verden, de ville have magt og herlighed som folk.

Og her stopper jeg op i dag og rækker hænderne op:

Kære Jesus, jeg vil dig – også når jeg ikke vil dig! Form mit hjerte til at ville dit – også når jeg ikke forstår det – i tillid til, at det er dit, det er Guds. Tag mig ud af min vildfarelse, hvis jeg forsøger at skabe min egen gud – i stedet for at se hvem du er: Gud! Tilgiv mig og rens mig, når jeg vil mit eget i stedet for dit og række ud til en blødende verden. Jesus, jeg græder indeni, når jeg ser deres hårde afvisning af dig – og at de bare ville sig selv… Tak, at du kom alligevel! Tak, at du vil os! Tak, at du elsker os så højt! Jeg vil dig, min elskede kære Jesus!