At have tillid

Er Jesus din konge – eller har du en anden?

Måske har du rent faktisk brug for en konge?!

Israelitterne ville have en konge. De sagde: “Vi vil have en konge over os, så vi kan få det ligesom alle de andre folk. Vores konge skal herske over os og rykke ud i spisen for os og føre vore krige” (1 Sam 8,19-20).

Første argument: Få det ligesom alle de andre folk. Ved første øjekast ikke så godt et argument. Israelitterne skulle jo netop ikke være som ‘alle de andre’. De skulle være Guds folk.

Så det andet argument: En konge, der herskede og tog sig af deres krige – det var jo godt nok. Det havde de brug for. Og Gud havde tidligere taget den rolle. Derfor sagde Gud da også til Samuel: “Det er jo ikke dig, de forkaster; men de forkaster mig som deres konge” (vers 7).

Nemlig.

Er Gud din konge? Altså – lader du ham være din herre? Lader du ham føre dine krige? Lader du Gud lede dig? Lader du ham vinde dine sejre?

En dag sagde Gud til slangen: “Hendes afkom skal knuse dit hoved” (1 Mos 3,15), og det handlede om, at Jesus en dag ville gøre det helt af med Satan. Jesus er sejrherren! Jesus er kongen!

Ikke du. Djævelen er for stort et match med listighed, bedrag og ondskab. Djævelen vil blive ved med at bide dig i hælen, “du skal bide hendes afkom i hælen”. Giv Jesus kongeretten i dit liv! Så tager han sig af Djævelen – som konge og sejrherre!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *