At være

Småsulten – er det måske tomhed?

Jeg havde været meget ‘på’. Væk. Drevet et seminar. Været sammen med mennesker, lyttet, talt, været til stede. Ugen havde været godt fyldt. Jeg havde ‘leveret’ på mange ting. Nået meget. Var kommet over toppen.

Nu var det fredag. Jeg kom hjem til stilheden. Solen skinnede mellem flimrende skyer. Det var weekend. Snart sabbat. Dejligt.

Jeg følte en ubestemmeligt lyst på noget sødt. Følte mig ikke så tilfredsstillet af frokosten, som nok var anderledes, end hvad jeg plejede – men – jeg syntes, jeg skulle være mæt.

Og så kom ubeslutsomheden, hmm, hvad skulle jeg nu?

Jeg besluttede mig for at lave min styrketræning – bruge kroppen i stedet for hovedet. Samtidig talte jeg med en god veninde – og i min fortælling blev det pludseligt tydeligt for mig, da jeg kom til at tænke på disciplene, som kom tilbage til Jesus, efter at de havde været sendt ud to og to for at tjene mennesker:

“Apostlene samledes igen hos Jesus og fortalte ham om alt det, de havde gjort, og alt det, de havde lært folk. Og han sagde til dem: ‘Kom med ud til et øde sted, hvor I kan være alene og hvile jer lidt’. For der var mange, som kom og gik, så de ikke engang havde tid til at spise” (Mark 6,30-31).

Behov for hvile. Behov for ‘mad’. Svarene på træthed og tomhed efter at have leveret.

Jeg deler historien, fordi jeg ikke selv identificerede det i første omgang – en del af mig forsatte bare i aktivitet, selvom jeg var ‘tom’ og trængte hvile og at blive fyldt – og måske gør du heller ikke altid det, når det hele ‘kører’, og du møder temposkift og overgange. Selvom det i virkeligheden næsten kan synes ‘banalt’, når man ser det udefra.

Jeg blev glad over, at historien er med i Bibelen. Gud kender os! Han har selv skabt os! Og efter en intens præstation, så har vi brug for hvile og at blive fyldt op. Både mentalt og fysisk. Og lige der vil Jesus også gerne møde os og fylde os!

Husk hvilen! Og at du selv bliver fyldt op!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *