At miste – fyldt af taknemmelighed

Jeg skriver dette med øjnene blændet af tårer og våde kinder.

For det gør ondt at miste en, man holder af. Samtidig er jeg totalt fyldt af taknemmelighed. Sådan er det med kærlighed – det gør ondt at miste! Men det var så rigt at opleve den. Så jeg ville ikke være den foruden. Heller ikke selvom det gør ondt at miste.

Og jeg blev elsket – uden at der nogensinde blev stillet krav til mig.
Jeg modtog så meget – uden fordringer om at give noget igen.
Jeg oplevede, at Gud sendte dig på min vej.

Ja, tænk, at møde kærligheden på sin vej – uventet og stærk.
Tænk, at have mødt et eksempel, som jeg er blevet inspireret af.
Tænk, at der stadig er mange mennesker, som jeg kan elske.

Det er okay at blive lagt til hvile, når man er gammel.
Også selvom det gør ondt at miste.

Men vi nåede at dele kærligheden.
Og vi nåede at glæde os til at være sammen i evigheden!

“Kærligheden hører aldrig op” (1 Kor 13,8).

“Han vil tørre hver tåre af deres øjne,
og døden skal ikke være mere,
ej heller sorg, ej heller skrig, ej heller pine skal være mere.
Thi det, der var før, er forsvundet.”
(Åb 21,4)

Tak, Gud! Tak for enhver, vi får lov at blive elsket af og elske. Tak at du altid er – og at kærligheden altid er!

Æret være…