Jeg læner mig ind i nåden

Måske var du med i går, da jeg reflekterede over at læne sig ind i nåden. Egentlig er det jo det samme som at læne sig ind til Jesus – men det gør noget ved mig i bestemte situationer, at det er hans nåde, jeg læner mig ind i.

Guds nåde. Det er ikke mig som skal kunne eller magte eller forstå – men han gør det!

Der er flere vers om nåde, som jeg holder af.

“Men af Guds nåde er jeg, hvad jeg er” (1 Kor 15,10). Ja. Virkelig. Der er en lang historie i mit liv som bekræfter det – nogle ting ved jeg – og mange ting ved jeg nok slet ikke, men hans nådige hånd har været der.

“I nådens tid bønhører jeg dig” (2 Kor 6,2). Og jeg læner mig ind til ham. Når jeg mærker, at nu bliver det svært, følelsen af ikke magte det, der sker, eller vildrede med hvad jeg skal gøre – så beder jeg. Så læner jeg mig ind i den indre stemme: Nu er det tid til at læne dig ind i nåden – det her skal du ikke klare… Og uro erstattes af hvile. Gud giver mig en klarhed, som jeg ikke havde.

Nogle gange giver Gud mig dette svar: “Min nåde er dig nok for min magt udøves i magtesløshed” (2 Kor 12,9). Løsningen er der ikke lige nu. Men han er der. Og han favner mig i sin nåde – så jeg kan være i det, som er. Og jeg læner mig ind i ham og i hans nåde.

Må Gud tage dig dybere ind i sin nåde! Hvil i hans kærlige og stærke arme, kære du!