At være elsket

Hvem er du nøgen sammen med?

Åh nej, vi er vel ikke skabt til at være nøgne med alle… ikke som det er i dag, i al fald, for Gud selv gav os jo tøj på en gang for længe siden.

Men “Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke” (1 Mos 2,25). Hvem kan du være nøgen med uden at skamme dig? Ja, for vi dækker os også til, for at ingen skal se vores mørke hemmeligheder, og lige pludselig er der måske ikke rigtig nogen, der kender os, fordi vi altid blot er en maske eller en rolle…

Og hvem er vi så?

Vi har brug for, at nogen kender os – at hvile i at vi er elskede – og ja, tilgivne, så der faktisk ikke længere er noget at skamme sig over.

Det sker mellem Gud og os: “Ransag mig, Gud, og kend mit hjerte, prøv mig, og kend mine tanker, se efter, om jeg følger afgudsvej! Led mig ad evigheds vej!” (Sl 139,23-24). Hvis ikke Gud møder vores virkelige ‘jeg’, vores inderste – så møder vi ham måske slet ikke…?

Og igennem livet har jeg oplevet, at Gud også giver mig mennesker, som jeg kan være nøgen med – kendt og elsket. ELSKET! Og der er der lys – og så er det mørke i ens liv hverken så mørkt eller så farligt mere. Og Gud giver os også de menneskelige relationer for at hjælpe os med at vokse med ham – ham, der rører vores inderste med ømhed og favner det sværeste i vores liv med så meget kærlighed!

Elsket – tryg til at være nøgen = at jeg er kendt, uden at skamme mig – sat fri til at leve!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *