At være sammen med ham

Bønnen for hende blev besvaret

Vi havde delt. Nu ville vi bede sammen. For noget der var svært.

Hun bad mig bede for hende. Forbøn.

Sammen gik vi i bønnen vejen ind igennem helligdommen. For mig er det en vej med overgivelse. Dybde. Stilhed. Gå den vej sammen med mig – med det, som ligger på dit hjerte.

Forgården – alteret. Jesus, jeg lægger mine hænder på lammets hoved. Jeg lægger al min synd på dig. Jeg vil gerne nævne [….]. Tak for dit rensende blod. Tak, at du renser mig lige her.

Forgården – vaskefadet. Jesus, jeg takker dig for, at du lige nu lader mig dø fra mit og begraves med dig. Tak, fordi jeg sammen med dig kan stå op til et nyt liv!

Det hellige – skuebrødet. Min kære Jesus, tak at du er livets brød. Tak, at jeg har smagt det – dig! At jeg glædes og længes efter mere. Jeg vil tygge – langsomt. Og jeg beder dig – tag det ud i hele min krop. Al min næring kommer fra dig. Lad alle mine perspektiver være med afsæt i dig.

Det hellige – lysestagen. Du er mit lys, Jesus, og jeg beder dig, lys i hele mit liv, så der intet mørke er. Intet sted der ikke er oplyst af dig!

Det hellige – røgelsesalteret. Min elskede Jesus, tak, at du bærer mine bønner frem med din røgelse. Tak, at du renser dem fra alt jordisk, syndigt. Tak, at du lægger din forbøn til. At min bøn bliver, som var den din.

Det allerhelligste – arken, nådestolen, keruberne, Guds trone. Min kære Gud. Her står jeg foran dig. I ærbødighed. Mit hjerte er fuld af taknemmelighed over, at jeg kan stå her foran dig, jordens og himmelens Skaber. Dig, for hvem intet er umuligt. Du, der elsker mig så højt. Her, lægger jeg dette […] frem for dig, gør med det efter din vilje. Giv mig indsigt til at gøre det, som du vil. Lær mig det, jeg har brug for i dette.

Min elskede Gud, Amen!

Nogle dage efter fortalte hun mig, hvordan Gud havde besvaret vores bøn. Hvordan hun havde fået indsigt til at gøre noget andet i en svær relation. Pris og tak, Gud!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *