Han fortalte mig, at jeg er hans øjesten

Åh nej. Jeg var på ferie – alt var godt – men så drillede kontaktlinsen i det ene øje… Måske vind i øjet derude, måske et hår, jeg rørte med min hånd – og hvor var nu linsen?

Jeg så ikke klart, så den sad tydeligvis ikke, hvor den skulle i al fald. Men det føltes også lidt mærkeligt og ubehageligt i øjet – så var den mon der et sted?

Pyha. Jeg var udfordret. Det var svært. Jeg følte mig ærlig talt hjælpeløs og meget lille.

Gud, du som ved, hvor mange hår jeg har på hovedet; du ved, hvor min kontaktlinse er. Vil du hjælpe mig?

Min mand lyste og kiggede. Jeg forsøgte at ‘tage den ud’. Det lykkedes ikke. Og var den der nu, eller var den der ikke?

Jeg besluttede, at øjet måtte få ro nu. Uafklaret vendte jeg mig mod sengen. Ville læse et ord inden jeg lagde mig.

Jeg åbnede min bibel, og mine øjne fandt med det samme dette ord fra ham til mig: “Vogt mig som din øjesten, skjul mig i dine vingers skygge” (Sl 17,8).

Øje! Han havde fundet et vers til mig med ømhed for et følsomt øje! Hvor er han bare fantastisk! Hvilken omsorg for mig! Hvilken skøn måde at vise mig på, at han var der! Med tydelighed fortalte han mig, at han så min kamp med øje og kontaktlinse – min uro og hvor svært det var for mig…

Som hans øjesten lagde jeg mig til ro, hvilende under hans vingers skygge. Uroen blev efterhånden erstattet af taknemmelighed og glæde.

… og – dagen efter satte jeg en ny linse i – efter at jeg havde konstateret, at jeg altså ikke kunne se nogen linse. Det virkede. Øjet var stadig lidt mærkeligt – men en hel del havde jo også generet det…