At være sammen med ham

Hvor er dit særlige sted med ham?

Når du møder Gud, så møder du ham altid fra et sted.

Du er i køkkenet eller på badeværelset. På vej til arbejde eller i kirken. I skoven eller hjemme i sofaen. Altid et sted og det forunderlige er, at du kan møde ham alle steder. Jesus er altid tilgængelig. Altid nær.

Om Jesus står der: “Ganske tidligt, mens det endnu var helt mørkt, stod Jesus op, og han gik bort og ud til et øde sted og bad dér” (Mark 1,35).

Han var et sted, og der mødte han sin far i bøn. Et sted. Måske endda et særligt sted, som han søgte tilbage til. Måske et dagligt sted, når han var i det område.

Jeg har mit daglige sted. Ja, egentlig flere daglige steder. Soveværelset er det ene. Her begynder og slutter min dag altid sammen med ham.

Og så er sofaen i stuen mit sted. Vores sted – hans og mit. Der knæler jeg hver morgen i overgivelse og bøn for hans plan i mit liv for i dag. Der læser jeg hans ord og lytter til hans ord til mig lige nu.

Hvor er dit særlige sted med ham?

At vi møder ham vores særlige sted, er måske basis for en god snak med ham alle mulige andre steder resten af dagen…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *