Mødet med den usynlige Gud

Gud og jeg har noget sammen omkring hjorte. Han ved, at jeg elsker at se dem. Nogle gange har jeg bedt ham om at hjælpe mig med at få øje på dem, hvis de er der. Og nogle gange har han vist mig dem i situationer, hvor jeg trængte til hans omsorg. Skønne Gud.

Nu var jeg i Norge. Det havde været nogle rige dage. Min veninde og jeg var på vej til lufthavnen. Endnu en god dyb snak. Den sidste af slagsen i denne omgang.

Og pludselige ser jeg to elge på højre side af bilen tæt på vejen. Og et øjeblik efter ser hun tre elge på venstre side. Wau. De to var så tæt på, at selv med mobilen ville det være blevet et fantastisk billede, siger jeg. Ja, men skal vi ikke køre tilbage, siger hun, vi har tid til det. Det er Guds gave til os i dag.

Det gør vi. De tre er der stadig. De to er væk.

Og det hele går ligesom op i en højere enhed. Oplevelsen matcher ind i samtalen. En snak om erfaringer med Gud, hans ledelse, små tegn i livet som er fra ham… Det ene øjeblik er han der så tydeligt – det næste øjeblik er det sløret… en venten på at han igen åbenbarer… Livet med ham, som jeg ikke kan hverken kontrollere eller udgrunde…

“Endnu ser vi i et spejl, i en gåde, men da skal vi se ansigt til ansigt. Nu erkender jeg stykkevis, men da skal jeg kende fuldt ud, ligesom jeg selv er kendt fuldt ud” (1 Kor 13,12).

Den morgen havde jeg endnu et møde med Gud! Han åbenbarede sig for mig. Han viste mig, hvordan han leder mig. Det er alt sammen i hans hænder – både når jeg ser det, og når jeg ikke ser det… Hans timing er perfekt. Hans vej er skøn. Han er! Lige her!