Forskel fra én mands bøn – kunne det være dig?
Samuel var en bønnens mand. Og et bønnebarn var han – Hanna fik ham, som svar på bøn (1 Sam 1).
Nu var situationen denne: “Israels hus sukkede efter Herren” (1 Sam 7,2) – blandt andet fordi de var presset af filistrene.
“Samuel sagde da til hele Israels hus: ‘Hvis I vil vende tilbage til Herren af hele jeres hjerte, skal I fjerne de fremmede guder og Astarterne og af hjertet holde fast ved Herren og tjene ham alene. Så vil han redde jer fra filistrene” (vers 3). Det gjorde de så.
“Derpå sagde Samuel: ‘Kald hele Israel sammen i Mispa, så vil jeg gå i forbøn for jer hos Herren’ “ (vers 5). Det gjorde de – de overgav sig til Gud.
Men filistrene kom imod Israel, og israelitterne “sagde til Samuel: ‘Bliv ved med at råbe til Herren vor Gud, så han frelser os fra filistrene.’ Samuel tog et spædlam og bragte det som heloffer til Herren. Han råbte til Herren for Israel, og Herren svarede ham” (vers 8-9).
Og afslutningen på beretningen var, at filistrene bukkede under: “Så længe Samuel levede, lå Herrens hånd på filistrene” (vers 13).
Fordi en mand bad. Fordi han ikke stoppede med at bede.
Fordi han kendte Gud. Fordi han forstod at lede folket til Gud. Fordi han bad for dem. Fordi Jesus ofrede sig for dem – og fordi Jesus, som svar på bøn, rørte deres hjerter.
Gud gav mig denne beretning en morgen, hvor jeg bad – med et tydeligt kald til forbøn! Og Gud elsker at svare på de bønner, som han inspirerer os til at bede.
Spørg ham, hvem han ønsker, at du skal bære frem i bøn.