Hans ord om mig: Jeg elsker hende!
“Den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham” (Joh 14,23).
Jeg glæder mig særligt over dit ord, når din Ånd gør det levende for mig, og jeg mærker: Det ord var til mig! Tak Jesus, for det gør du igen og igen. Ja, igen og igen har det forundret mig, hvordan du evner at tale lige ind i min situation. Det er et mirakel.
Jeg vil gerne holde fast ved dit ord. Dit ord om livet og om mig.
Dit ord fortæller mig, at jeg er elsket. Altid. Altid uendelig værdifuld for dig.
Det sker, at der er stemmer, der siger noget andet. Ham, anklageren, der minder mig om mine fejl og mangler. Måske opfinder han tilmed nogle ting, som slet ikke er sande…
“Satan stod på hans højre side for at anklage ham. Herren sagde til Satan: ‘Herren irettesætter dig, Satan; Herren, som har udvalgt Jerusalem, irettesætter dig. Denne mand er jo et stykke brænde, der er trukket ud af ilden” (Zak 3,1-2).
Du har trukket mig ud. Jeg er din. Hjælp mig til aldrig at lytte til den andens stemme men bare til din!