Lær det – tag imod og stå op
Jeg gyser, når jeg læser historien om Pilatus.
Jeg ville så gerne, at Pilatus havde taget imod Jesus.
For Pilatus så det. Han så den uskyldige mand foran sig. Han så, at han ikke var af denne verden. Han så jødernes falskhed og et uægte komplot. Han så det overnaturlige, da hans kone sendte bud om ikke at røre denne mand på grund af drøm, hun havde haft. Han så, at alle var så vilde og oprørte – men ikke den guddommelige.
Fra Joh 18,33-38:
Han spurgte: Er du jødernes konge?
Jesus svarede: Du siger det af dig selv… Pilatus, du er på rette vej, troen har rørt dit hjerte…
Han spurgte: Hvad har du gjort?
Jesus svarede: Mit rige er ikke af denne verden…
Han spurgte: Så er du altså konge?
Jesus svarede: Du siger, jeg er konge. Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst. … Det er dig, Pilatus, du hører… det er sandheden, du begynder at høre…
Han spurgte: Hvad er sandhed?
Men han ventede ikke på svaret. Han gik, fordi jøderne råbte og skreg. Han sagde, at Jesus var uskyldig. Men alligevel gav han efter og lod ham piske. Han blev bange for deres anklager og sit eget skind…
“Da Pilatus så, at der ikke var noget at gøre, men at der tværtimod blev uro, tog han noget vand, og i skarens påsyn vaskede han sine hænder og sagde: ‘Jeg er uskyldig i denne mands blod’ “ (Matt 27,24).
Men det virkede ikke. Kun Jesus’ blod kan vaske os.
Uanset konsekvenserne – de små i dit liv, tænker jeg på – så tag imod og øv dig i at stå op sammen med Jesus. Jesus selv vil styrke dig i det!
Det er den eneste vej. Vi må tage imod Jesus og stå op sammen med ham.