Vi bygger for evigheden – tillid
Skræmmende. Intet mindre. Jesus havde sagt, at han ville forlade sine disciple, og de forstod endnu ikke nærheden igennem den Hellige Ånd.
Men Jesus sagde: “Jeres hjerte må ikke forfærdes! Tro på Gud, og tro på mig! I min faders hus er der mange boliger; hvis ikke, ville jeg så have sagt, at jeg går bort for at gøre en plads rede for jer? Og når jeg er gået bort og har gjort en plads rede for jer, kommer jeg igen og tager jer til mig, for at også I skal være hvor jeg er” (Joh 14,1-3).
Han bygger boliger til os – for evigheden!
Og imens bygger vi tillid til ham – for evigheden!
Alt gik en gang galt, fordi tilliden til Gud hørte op. En strålende engel, Lucifer, viste ikke tillid til Guds design mere – og han blev en djævel. En kvinde viste tillid til slangen i stedet for til Gud – og hun blev ulykkelig og alt muligt andet…
Lad Gud bygge bolig til dig i himlen.
Lad Gud bygge tillid til sig i dig.
Det forunderlige er nemlig, at det byggearbejde skal du ikke klare selv. Kommer du til Jesus – så gør han det i dig. Lægger du din tillid i hans hænder – så vil han gøre alt, hvad der skal til, for at din tillid til ham vokser.
Se enhver situation i dit liv som en anledning til at lægge alt i hans hænder i tillid.