Nikodemus modtager Guds kærlighedshistorie
Jeg er sikker på, at Nikodemus har været fuld af passion, da han fortalte Johannes sin historie om sit natlige møde med Jesus. Jeg ville gerne have hørt ham fortælle…
Johannes, det var fantastisk, Jesus fortalte om Guds kærlighed til verden – og jeg kunne mærke, at Gud elskede mig. Han sagde det med dybde og alvor, jeg kunne mærke noget meget stort…
Han refererede til Moses, som ophøjede slangen i ørkenen – og den historie kendte jeg jo – men så fortsatte han, at “sådan skal Menneskesønnens ophøjes” (Joh 3,14) – og det forstod jeg slet ikke. “For at enhver, som tror, skal have evigt liv i ham” (vers 15).
Jeg har grundet over det længe, kan du tro, for jeg vidste jo godt, at de slangebidte blev frelst fra døden, da de kiggede på slangen, men at Jesus skulle ophøjes, og at troen på ham skulle frelse os? Jeg forstod det ikke.
Men Jesus fortsatte – og disse skønne ord har brændt sig ind i mit hjerte: “For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv” (vers 16). Jeg mærkede virkelig Jesus’ kærlighed – men jeg forstod den ikke.
Men, Johannes, jeg var så fuld af både kærlighed og tanker, da jeg forlod Jesus. Jeg kastede mig over Skrifterne, og Ånden greb mit hjerte på en ny måde, når jeg læste, og jeg så ting, som jeg ikke havde set før. Ting, som jeg grundede over… men en historie om Guds lam begyndte at åbne sig – uden at jeg helt forstod det…
En gang troede jeg aldrig, at noget sådant skulle ske. Men det skete, Johannes: Jesus døde på korset! Da det skete, var jeg ikke tvivl: Jesus var den Messias, som vi har ventet på. Johannes, det er han. Han er Guds lam, der døde, så du og jeg kan blive frelst. For således elskede Gud verden. Og jeg mærker stadig hans stærke kærlighed i mit hjerte.
Og således elsker Gud dig! Han døde, fordi han elsker dig! Og han vil fylde dit hjerte med sin kærlighed!