Nikodemus genfortæller Jesus’ ord til os
Nikodemus blev berørt af Jesus’ ord den nat. Også selvom han ikke helt forstod det. Om Ånden. Ånden, der gør sit arbejde i mennesker.
En dag fortalte Nikodemus Johannes om det, Jesus havde sagt. Ja, om samtalen…
Johannes, Jesus vidste helt sikkert, hvorfor jeg var kommet, altså, længslen i mit hjerte – selvom jeg slet ikke sagde det højt. Så han svarede på mit hjertes ønske i stedet for på mine ord – og så sagde han lige, hvad det handlede om: “Sandelig, sandelig siger jeg dig: Den, der ikke bliver født på ny, kan ikke se Guds rige” (Joh 3,3).
På en måde ramte det mig, for vi taler jo om, at hedninger skal fødes på ny – og sådan en var jeg jo ikke! Jeg havde mit på det tørre, troede jeg. Så jeg gik slet ikke ind i det åndelige rum med Jesus, jeg sagde bare, at man da ikke fysisk kan blive født mere end én gang.
Men Jesus slap ikke det, det handlede om: At blive født af Ånden. At give Gud lov til at arbejde i os indefra, Johannes. Ikke til at regne ud – for det er jo hans – men ligesom vinden… “Vinden blæser, hvorhen den vil, og du hører den suse, men du ved ikke, hvor den kommer fra, og hvor den farer hen. Sådan er det med enhver, som er født af Ånden” (vers 8).
Sådan er det. Netop ikke et ‘sådan’ vi kan udgrunde – men vi kan overgive os til ham! Til Guds arbejde i os. Ja, til at han må styre, ikke os. Til at lytte til hans stille stemme… susen… tilskyndelser… Og med tiden bliver vi bedre og bedre til at kende ham!