Kæmp ikke mod Herren – det vil ikke lykkes
Ja, i tro siger Abija fra Juda rige til Jeroboam fra Israels rige: “Israelitter, kæmp ikke mod Herren, jeres fædres Gud, for det vil ikke lykkes for jer!” (2 Krøn 13,12).
Nej, det lykkes ikke hvis vi kæmper mod Herren. Til gengæld lykkes det, når vi læner os op ad Herren:
“Den gang bukkede israelitterne under, mens judæerne blev stærke, fordi de støttede sig til Herren, deres fædres Gud” (vers 18).
I enhver strid eller uro, krig eller konflikt – så er det bedste, vi kan gøre, at læne os op ad Herren. At søge Gud. At bøje os for ham i bøn om, at vores hjerte må være ret med ham.
For giver vi os selv til Gud – så tager han sig af vores kampe.
Og dem, som kæmper mod os, kæmper mod Herren… og det vil ikke lykkes!