Gud finder dig – også om det er samme sted hver gang
Jeg måtte smile, da den unge prædikant fortalte om sin lille treårige dreng: Når de legede gemme, så gemte han sig det samme gode sted hver gang. Og lo lige meget, hver gang hans far fandt ham. Og så sagde han: Du fandt mig!
Og sådan med Gud. Gud finder også dig – også om det er det samme sted, du ‘roder’ dig hen hver gang…
Gud fandt Adam og spurgte: “Hvor er du?” (1 Mos 3,9).
Og sagen er, vi kan ikke gå et sted hen, hvor Gud ikke kan finde os!
“Hvor skulle jeg søge hen for din ånd?
Hvor skulle jeg flygte hen for dit ansigt?
Stiger jeg op til himlen, er du dér,
lægger jeg mig i dødsriget, er du dér.
Låner jeg morgenrødens vinger
og slår mig ned, hvor havet ender,
så leder din hånd mig også dér,
din højre hånd holder mig fast.
Siger jeg: ‘Mørket skal dække mig,
lyset blive nat omkring mig’,
så er mørket ikke mørke for dig,
natten er lys som dagen,
mørket er som lyset.”
(Sl 139,7-12)
Gud finder dig! Uanset hvor du er. Uanset hvad der sker i dit liv. Gud finder dig!