Vil du, hvad Gud vil, eller hvad mennesker vil?

Da jeg skrev stykket til i går, kom jeg pludselig til at tænke på disse vers:

“Men hvis nogen af jer står tilbage i visdom, skal han bede om at få den af Gud, som giver alle rundhåndet og uden bebrejdelser, og så vil han få den. Men han skal bede i tro, uden at tvivle; for den, der tvivler, er som en bølge på havet, der rejses og brydes af vinden. Det menneske skal ikke bilde sig ind, at det får noget af Herren, tvesindet som det er og ustadigt i al sin færd” (Jak 1,5-8).

Det, jeg pludselig så, er: Når jeg beder til Gud, må jeg både tro på ham og være tro overfor ham.

For hvad kommer min tvivl og mit tvesind og min ustadighed af? Det kan komme af min egen vilje, at jeg nogle gange vil det ene, nogle gange det andet – og måske beder jeg mere om Guds visdom til det, jeg vil, end til det Gud vil? Eller det kan komme i sammenhæng med min relation til andre mennesker – jeg er optaget af, hvad de vil, af deres anerkendelse, af frygt for deres reaktion – i stedet for det Gud vil?

Så i virkeligheden er spørgsmålet: Er jeg klar til at lade Gud være Gud?

For Gud vil give sine børn visdom! Rundhåndet og uden bebrejdelser står der. Men jeg må ville ham – tro på ham – og det er en tro i virkeligheden, hvor jeg handler på hans Ånds fine tilskyndelser – også når min egen vilje må bøjes, eller når jeg må stå med Gud, uanset hvad mennesker tænker.

Og dette er samtidig den allerstørste frihed! For Gud elsker dig højt! Han vil med sin visdom lede dig bedre, end både du selv eller andre vil kunne lede dig!

Jesus – vi vil dig – også når vi ikke vil det… Vi vil ville dig mere! Vi vil tro på, at din vej for vores liv er den bedste! Vi vil stoppe op lige nu og lytte… Gud, kom og vær Gud i vores liv!

Giv mig din visdom til at leve dette skønne liv i dag! Tak for al frihed du giver mig! Frihed indeni – frihed til at glæde mig og frydes – lige her – med dig i hånden! Tusind tak min kæreste Jesus!