Hvad hun kunne…
“Hun har gjort, hvad hun kunne.” (Mak 14,8)
Menneskers kritik havlede ned over hende. De vidste godt hvad for en slags kvinde hun var. Og nu havde hun hældt en kostbar olie ud over Jesus. Det var ikke passende. Og det rørte deres indre på en måde, de ikke brød sig om… De blev vrede. De overfusede hende.
Men ikke Jesus! Han tog hende i forsvar! Jesus vidste, at hun havde gjort, hvad hun kunne.
Kvinden havde lavet forandringer i sit liv… Hun var kommet fra noget, der var værre – havde mødt et nyt liv med Jesus – og nu var hun bare så jublende glad!
Men forandringer er ikke altid nemme. Vi kan selv føle, at vi slet ikke gør det godt nok. Og andre kan overfuse os og være kritiske.
Men ikke Jesus! Han kender vores inderste. Han ser, når vi har gjort, hvad vi kunne… Og han favner os med sin kærlighed!