Lad dem gå – som han lod ham gå

Han elskede. Han var far. Og han elskede sine sønner højt.

Og så kommer det helt absurde: Den yngste søn ville have sin arv – mens faderen levede. Og han var den elendigste forvalter, man kan forestille sig – han ødslede det hele bort i et udsvævende liv, står der (Luk 15,13).

Pyha. Hvordan var det at være far til den søn?

Vi er ikke i tvivl om, at denne far elsker sin søn uendelig højt, for han har formodentlig kigget efter ham igen og igen, og alt, hvad der sker, da sønnen endelig kommer hjem igen, er fuld af overstrømmende, varm – ja, og i følge den ældste søn nærmest overdreven kærlighed.

Men hvordan var det at være far og lade ham gå?

Han var kærlig. Og han lod ham gå. Han må have vidst, at man ikke kan tvinge nogen til at elske. Og han måtte have vidst, at når man er kærlig, så tvinger man ikke. … Ja, altså ikke noget, han sådan skulle overveje – det var jo bare sådan – for han var kærlig.

Vi ved det også. Når nogen forsøger at tvinge eller manipulere os, så ved vi godt, at det er ikke kærligt.

Så det er kærligt at lade et menneske gå…

Pyha – men det er svært.

Jeg har en veninde, som havde det svært, da hendes børn gik… gik deres egne veje… Og Gud mindede hende om historien om den fortabte søn med spørgsmålet: Hvad gjorde faderen til den fortabte søn, da han gik? Det huskede hun ikke og måtte læse sin bibel, hvor hun fandt svaret: Han gjorde ingenting. Han lod ham gå.

Og det var kærlighed.