Jesus gør sig til brød og til vin
“Se, hvor han gør sig til brød og til vin,” skriver Hans Anker Jørgensen i sin sang Se, hvilket menneske. Måske var du med mig i går, da jeg fortalte, hvordan Gud gav mig den sang i sindet en nat. Og nu folder jeg denne strofe lidt mere ud.
At Jesus gør sig til brød – betyder at han blev brudt. At Jesus gør sig til vin – betyder at han blev presset til sidste dråbe.
“Mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: ‘Tag det; dette er mit legeme.’ “ Hans brudte legeme! Hans død for mig! “Og han tog et bæger, takkede og gav dem det, og de drak alle af det. og han sagde til dem: ‘Dette er mit blod, pagtens blod, som udgydes for mange’ “ (Mark 14,22-24). Han tog presset for mig.
Ja, det er den største kærlighedshandling nogensinde: Jesus gjorde det for mig. Gik igennem lidelsen, tog smerten. Så jeg en dag kan få det evige, herlige liv! Og så sker det samtidig hver gang, som digteren fortsætter i verset: “Mærk, hvor han nu gør din byrde til sin.” Hver gang Jesus overtager min livs-byrde.
Jesus gør min byrde til sin. Det er ikke længere mig, der går i stykker – Jesus tager det, han blev brudt. Jeg bliver ikke længere presset, så livet siver ud af mig – for Jesus har allerede givet sit liv for mig, og nu, igen, så giver han mig livet!
Det er miraklet! Miraklet fra Gud ind i vores smerte! Der, hvor han giver os freden, og vi får lov til at opleve, at han bærer bekymringen, smerten, ja, vores liv – og vi kan leve i glæde – til trods for ‘det’, på grund af ham!
“Se, hvor han gør sig til brød og til vin.
Mærk, hvor han nu gør din
byrde til sin.
Mod til de modløse
deler han ud.
Sådan er skaberen.
Sådan er Gud.”
(Hans Anker Jørgensen: Se, hvilket menneske)
2 kommentarer
Bjarne Toldam
Ja, når vi ser igennem bibelens sider – alt det der omtaler jesu liv, alt det der mødte ham igennem hans liv her. Så vil vi se at han, før os – har gennemgået alle de svære perioder. Dem vi har været og dem vi fremover, vil komme igennem. Han har været der, før os.
Tak Line
Line
Ja. Tak, Bjarne.