Kærlige hænder viste at et menneske blev brudt

Kærlige hænder. Jesus’ hænder. Aldrig har de gjort andet end godt. De har rørt til helbredelse. De har peget mod himlen. De har kærtegnet og trøstet.

Den sidste nadver er kommet. Disciplene ved det ikke. Jesus ved det. Og “mens de spiste, tog han et brød, velsignede og brød det, gav dem det og sagde: ‘Tag det; dette er mit legeme’ “ (Mark 14,22). Inden længe skulle hans legeme brydes, og naglerne slås igennem hans hænder. Hans død – min frelse.

Jesus havde sagt det: “Sandelig, sandelig siger jeg jer: Hvis hvedekornet ikke falder i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det mange fold” (Joh 12,24). Jesus måtte dø, for at jeg kunne bliver frelst, ja, for at mange kunne blive frelst.

Og Jesus havde allerede vist dem, hvilken velsignelse det ville føre med sig, når brødet blev brudt: “Han tog de fem brød og de to fisk, så op mod himlen og velsignede dem, brød brødene og gav sine disciple dem, for at de skulle dele ud til folk” (Mark 6,41). Det brudte brød betød – ved Guds velsignelse – at mange flere blev mætte, end vi nogen sinde kunne forestille os.

Åh ja – og det gælder helt ind i vores egne liv. Også vi må brydes, lægges i jorden, dø… For “den, der elsker sit liv, mister det, og den, der hader sit liv i denne verden, skal bevare det til evigt liv” (Joh 12,25).

I overgivelsen er der også et tab af den, vi var, så vi kan blive den, Gud ønsker, vi skal være. Lige så smukt som det er, lige så ondt kan det gøre… Det er der, kampen kæmpes…

Men pris Gud: Hans kærlige hænder har allerede kæmpet og vundet – og ved vores overgivelse til ham, vil død-og-liv-kampen blive vundet. For efter den død – kommer liv. Efter den kamp – kommer fred. Og begge dele er meget mere, end det, der var; meget mere end det liv vi havde uden Kristus.