Længes du efter at blive set?

Har du oplevet at blive overset? Fx til en fest, en som rækker dig hånden, men hans øjne og ord er rettet mod en anden? Eller du møder en, som du har gjort noget sammen med, i en forsamling – og så er vedkommende end ikke optaget af at hilse på dig?

Det kan godt stikke i hjertet. Man kan savne. Føle at man ikke betyder noget for den anden – måske med en skuffelse, fordi man troede, at man betød noget – eller i det mindste havde gjort noget sammen, der betød så meget, at det var værd at mødes om igen.

Det kan føles som om, alle bare er optaget af deres eget. At det er vigtigere for mennesker at søge de mennesker, som giver dem mest (hvad det så end er?). Og man mærker, at man ikke selv er i så høj kurs.

Er det mon også en sygdom i kirken? Har man lyst til at komme i en kirke – ja, et hvilket som helst sted – hvis man ikke bliver set? Hvis der ikke er plads til en?

Og nu til det vidunderlige skønne: Jesus ser! Ja, han så blinde og vanføre, lamme og døve, syndere og toldere, farisæere, børn og kvinder. Han ser dig! Og – hvis du følger ham, så han vil lægge i dit hjerte at se andre!

Hans kærlighed til dig er enorm! Og jeg har fundet et skønt lille vers, som siger det. Sammenhængen er den store bryllupsfest den dag, hvor Jesus kommer igen. Der er vi virkelig mange! Der er en enorm risiko for at blive overset i mængden, muligheden for at føle sig lidt tilovers. Men nej – selvfølgelig er det ikke sådan, når det er Jesus, der er centrum:

“Sandelig siger jeg jer: Han skal binde kjortlen op om sig og lade dem sætte sig til bords og selv komme og sørge for dem” (Luk 12,37).

Jesus ser dig. Han kommer personligt hen for at tjene dig. Sådan er kærligheden!

Må Gud give os at have sin kærlighed til andre. Så man sammen med ‘os’ bliver set! Set med kærlighedens øjne! Med nærvær og opmærksomhed. At ‘vi’ altid må lytte til Åndens stemme: Hvem det er, jeg skal se i dag.