Altid med hans velsignelser – forvent dem!

Eksisterer der øjeblikke, hvor Gud ikke velsigner dig?

Nej!

Også dem, der ikke kender ham, velsigner han: “I tidligere tider har Gud ladet alle hedninger gå deres egne veje, og alligevel har han vidnet om sig selv gennem sine velgerninger ved at give jer regn fra himlen og frugtbare årstider, ved at mætte jer og ved at fylde jeres hjerter med glæde” (ApG 14,16-17).

Ja, og jeg kan nærmest tænke, at Gud længes efter nogen, han kan bruge for at længere ud med sine velsignelser. Gud velsigner Abraham og som en del af det, skal han være en velsignelse: “Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse” (1 Mos 12,2).

Så langt så godt. Det vi så ikke må blande er omstændigheder og velsignelser. For nogen gange kan vi – når vi ser på ting, der sker i vores liv – sætte spørgsmålstegn ved hvor Gud er. Omstændigheder, vi er trætte af, kan få os til at tvivle på om Gud nu gør noget – og om vi stadig har tilliden til Gud, så kan vi have øjeblikke, hvor vi er nedbøjede og trætte.

Gud gav mig en ny tanke, da jeg læste den kendte historie om Josef, der først var hos Potifar og i næste øjeblik i fængslet. Om begge situationer står der: I Potifars hus – “Herren var med Josef, så han havde lykken med sig”, i fængslet – “Herren var med Josef, og det, han gjorde, lod Herren lykkes” (1 Mos 39,2.23).

Så – når du står i svære omstændigheder, så bed Gud om hans velsignelser lige der, ja, bed Gud om, at det, du gør lige der, vil lykkes, fordi Herren gør det i og for og igennem dig.

Gud, jeg ved, at du velsigner mig altid! Velsign mig lige her, og hjælp mig til at se, at du velsigner! Løft mine øjne fra det, der er svært – og fyld mig i stedet med glæde over, at jeg må bære dine velsignelser lige her!