Jeg dropper tilliden til mig

Er det nu ikke så voldsomt? Jo, det er det. Og til tider ganske svært, faktisk.

Ja, for nu at være ærlig… Altså, jeg elsker min daglige stund med Gud… Jeg vil ham gerne… Men valget om, hvorvidt det skal være ham eller mig, er der nok stort set hver eneste dag. Fra dagens begyndelse.

For mig kan det se sådan her ud: Jeg kommer hen til min sofa. Jeg har min Bibel. Jeg glæder mig til at skrive noget her. Jeg har måske allerede nogle ideer. Og – så er der noget inden i mig, som har tendens til at ‘jappe’. At jeg suser derudaf med mit uden rigtig at connecte med ham.

Ikke godt. Vi tager den igen.

Gud, her kommer jeg, jeg vil gerne dig. Åbenbar dig for mig. Hvad vil du sige til mig i dag? Fyld mig med din Ånd. Virkelig, Gud, for hvis ikke du gør forskellen i mit liv og i det, jeg gør – så er det ingenting. Jeg lægger mit urolige hjerte i dine hænder – giv mig, hvad du vil lige nu.

Det er ikke en gang, fordi det nødvendigvis tager lang tid… Men jeg må lægge mig til side og lytte til ham. Fokusere på ham. Poetisk sagt: Drikke ham ind! Åh – jeg elsker det – det slukker tørsten som intet andet!

“Men den, der drikker af det vand, jeg vil give ham, skal aldrig i evighed tørste. Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4,14).

Tillid til ham. Gud, hvad vil du fylde mig med lige nu?

Og – han fylder mig med sin Ånd.