Tillid til Gud når han dømmer

Jeg bladrer i Esajas’ Bog, og læser de små overskrifter med kursiv.

Dom over folkets ledere (3), Dommen over overklassens kvinder (3), Mod Babylonien (13), Mod Assyrien (14), Mod Filistæa (14), Mod Moab (15), Mod Damaskus og Efraim (17), Mod Nubien (18), Mod Egypten (19), Mod Jerusalem (22).

Alle mennesker dømmes. For den slags:

“Jeg straffer verden for dens ondskab,
og de ugudelige for deres synd;
jeg gør ende på de overmodiges stolthed
og ydmyger voldsmændenes hovmod.”
(Es 13,11)

Det virker fair. Trygt. Ja, for hvordan skal jeg leve trygt, hvis der ikke gøres op med ondskab og vold? Og det er heller ikke rart at blive set ned på eller trampet på af andre.

Jeg forsøger at være god. Men det lykkes ikke. Så dommen venter også på mig. Og – nu kommer det forunderlige: “Dommen var blevet fældet til fordel for den Højestes hellige” (Dan 7,22). Jubii! for det er mig! Jeg har nemlig valgt at være Guds – og hellig betyder, at noget er sat til side – og jeg er sat til side for Gud!

Så jeg frikendes i dommen. Ja, en dom jeg ikke en gang behøver at møde op til, for “Den, der hører mit ord og tror ham, som har sendt mig, har evigt liv og kommer ikke for dommen, men er gået over fra døden til livet” (Joh 5,24). Jeg tror på ham, som har al magt til at frelse og frikende mig!

Det er nåde. Det kan jeg godt lide. Jeg er tryg, for jeg har tillid til ham!

Og – den mulighed er åben for alle… Du kan være tryg – for han elsker dig! Tag imod – og han gør resten: For dig, med dig, i dig!

Virkelig? Ja! “I tillid til, at han, som har begyndt sin gode gerning i jer, vil fuldføre den indtil Kristi Jesu dag” (Fil 1,6).