Angrebet! Og så gav Gud dem sejren.

Sådan står der: “Amalekitterne kom og gik til angreb på israelitterne i Refidim” (2 Mos 17,8). Altså: En fjende tog initiativet til krigen.

Moses lægger op til to handlinger: Mennesker gør noget med mennesker. Mennesker gør noget med Gud. “Da sagde Moses til Josva: ‘Udvælg nogle mænd, og ryk ud og kæmp mod amalekitterne! I morgen vil jeg stå på toppen af højen med Guds stav i min hånd” vers 9).

Dagen efter gjorde Josva, som Moses havde sagt, og “Moses, Aron og Hur var gået op på toppen af højen” (vers 10) – og så sker det forunderlige:

“Når nu Moses løftede hånden, fik israelitterne overtaget;
men når han lod hånden synke, fik amalekitterne overtaget.”
(vers 11)

Bliver vi klogere på, hvad Gud tænker om krig? Bliver vi klogere på åndelig krigsførelse? Hmm – det er øjensynlig kontakten med Gud, som gør den virkelige forskel – ikke?

Og der er et led mere – for stakkels Moses blev jo træt i armene af at holde dem oppe hele tiden. og så “tog de en sten og anbragte den under ham. Han satte sig på den, og Aron og Hur støttede hans hænder fra hver side, så hans arme blev holdt oppe, til solen gik ned. Sådan besejrede Josva med sværd amalekitterne og deres hær” (vers 12). Og Gud bad dem huske det!

Og jeg tænker, at i alle ‘krigene’ i mit liv, så er det vigtigste, at jeg igennem bøn er forbundet med Gud – og andre kan faktisk hjælpe mig ved at bede for mig.

Så – historien gør mig klart klogere på Gud – selvom jeg stadig kan have mange spørgsmål i forhold til krig…

Og det var så israelitternes første møde med fjenden… Mon ikke også de var klogere på Gud! Mon ikke de i dette øjeblik havde tillid til Gud i forhold til, hvad der ellers måtte komme? (Selvom de desværre glemte hurtigt…)

Jeg har også holdt en prædiken om den fantastiske historie, som du finder her: Bøn – forbøn (10/6 2023).