Den store vandflod virkede ikke

Næh. Inden vandfloden: “Herren så, at menneskenes ondskab var stor på jorden, og at alt, hvad de ville og planlagde dagen lang, kun var ondt” (1 Mos 6,5).

Og efter vandfloden fortsatte menneskene af deres egne veje, ja, de gjorde oprør mod Gud.

Noa fandt på at lave vin, blev fuld og uanstændig, hvilket hans ene søn håndterede uærbødigt. Det førte til forbandelse af den slægt: Kams slægt (1 Mos 9,18-27).

Og i stedet for at opfylde jorden, og udleve Guds velsignelse: “Gud velsignede Noa og hans sønner og sagde til dem: ‘Bliv frugtbare og talrige, og opfyld jorden” (vers 1), var de trodsige og ville være ét sted: “Lad os bygge os en by og et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt over hele jorden” (1 Mos 11,4).

Om Gud havde vasket jorden ren – så var hjerterne ikke blevet rene.

Hvorfor så, Gud?

Nedsatte det hastigheden hvormed synd udviklede sig? Blev det for altid en historie til advarsel til menneskene om at søge Gud – i tide – for en dag så sætter han stregen, og da har mennesker så haft deres mulighed for at vælge? Var det for at vise, at synden er i ethvert menneskes hjerte – det nytter ikke noget at begynde på en frisk med ‘den bedste’, selv der er synden?

Der er mere i den historie: Guds nåde! Det vil vi se på i morgen.