Derfor siger Gud ikke pyt

Hold da op, den overskrift forpligter: “Derfor”…

Men altså: De spiste jo bare en frugt af et træ? Hvorfor var Gud så ekstrem i forhold til det? Kunne han ikke bare sige pyt? Tilgive? Give dem en ny chance?

Nej.

Nej. Det handlede ikke bare om at spise af et træ. Det handlede om, hvem menneskene gav deres tillid. Gud eller slangen.

Måske kan vi også sige, at i Guds univers er der ikke så mange forskellige kategorier for synder… hvide og grå, sorte og lystløgne og skødesynder…

“Nej, det er jeres synder, der skiller jer fra jeres Gud” (Es 59,2).

Alle synder. Måske er stolthed så en anelse værre end andre, fordi stolthed får os til at tro, at vi kan selv, og at vi er bedre end andre…

Nej. Gud vidste, at kimen med synd kun ville vokse, blive større, værre, mere ødelæggende… Gud vidste, at mistillid kun avler mere mistillid… Gud vidste, at hjertet skulle forandres til at kunne give Gud total tillid igen… nu var tvivls-kimen derinde, og den kunne kun komme ud, når mennesket gav sig selv til Gud igen…

Det blev til en lang historie… En historie om meget ondt. Men også en historie om en kærlighed, der var endnu større! En historie, hvor der ikke en eneste gang siges ‘pyt’ – for ‘pyt’ virker ikke, ændrer ikke – det gør det derimod, at Jesus døde for os, tog skylden, renser os og giver os et nyt hjerte. Tilgivelse er også forvandling.

Jeg ved det, det virker uforståeligt stort. Men vi er sammen med Jesus – og han vil folde endnu mere af historien ud for os.