De to modparter mødes

Vi åbner bogen og møder Skaberguden: Gud. Han er intet mindre end fantastisk. Alt, hvad han laver, er bare godt! Godt!

Og det er rammen for livet for mennesker. Godt. Og menneskene er skabt i Guds eget billede. Og det er godt!

Men allerede i det andet kapitel får vi at vide, at det onde eksisterer. Der er et træ, hvor mennesket vil kunne få kundskab om godt – og ondt. Men det må de ikke spise af. Så – de skal altså kun kende det gode. Det lyder – fortsat – så godt. Ja, jeg kan faktisk godt lide denne gode Gud – selvom jeg kun i begrænset omfang kan forstå: hvordan er en verden, som kun er god?

Kan jeg stole på en Gud, som kun er god? … Egentlig lyder spørgsmålet på en måde absurd… Bare tænk på et af modstykkerne: Kan jeg stole på en, som både er god og ond? Hmm?

Nå, men i det tredje kapitel kommer en ny spiller på banen: Slangen. Og han udfordrer i al fald den sandhed, jeg nu står på: At Gud er god. Han siger ikke direkte, at Gud er ond…

Men slangen siger: “Vist skal I ikke dø!” og Gud havde sagt: “den dag du spiser af det, skal du dø!” (1 Mos 3,4; 1,17). Mindst en af dem lyver, altså.

Jeg tror på Gud! Ja, alt var godt, der i begyndelsen. Han må være god. Hvorfor skulle han ville andet end godt – nu?

Men slangen forsøger at få mig til at tro noget andet. Han insinuerer, at det vil være godt for dem at spise af det forbudte træ… “Men Gud ved, at den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt” (vers 5).

Men at kende ondt – det var ikke godt! Gud havde så meget ret! Nu var ingenting kun godt. Og nu var de bange, gemte sig, beskyldte hinanden, kunne ikke lide deres nøgenhed… Tilstedeværelsen af ondt var en realitet. Det var ikke godt.

Jeg kan ikke lide slangen.