Min tillid hviler på ham og på hans ord

Når jeg giver Jesus min tillid, så hænger den ikke bare ud i det blå, ud i intet – han giver mig sit ord, som den kan ‘stå’ på eller hvile i.

Nu, hans ord er også ham selv. Som Johannes indleder sit evangelium: “I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud” – med fortsættelsen: “Og Ordet blev kød og tog bolig iblandt os” (Joh 1,1.14).

Helt konkret: I dag har jeg hans bog, hans ord – Bibelen – og igennem det ord lærer jeg ham at kende; jeg finder løfter – som jeg oplever holder; jeg har igennem det et kompas, som kan hjælpe mig med at manøvrere; når jeg møder ting i livet, kan jeg kigge på, om det stemmer overens med Bibelen. Altså: Hans ord til mig som en guide i livet.

Men stop så en gang. Læser vi Bibelen, uden at Jesus åbner den for os med sin Ånd – så kan den blive til volapyk. Eller sagt på en anden måde – vi kan ikke adskille ham og bogen. Vi kan ikke med vores egen hjerne udgrunde den guddommelige – han må til stadighed åbenbare sig for os.

Og det gør han. Hele tiden. Og det er det, som er så forundeligt med bibellæsning – at så kan man mærke, at Jesus er sammen med en. Man oplever en fred og glæde, som han lægger i hjertet. Man oplever, at det ikke bare er en bog – men det er hans særlige talerør.

“Da åbnede han deres sind, så de kunne forstå Skrifterne” (Luk 24,45) – og det vil sige: at forstå det, som han vil sige igennem sit ord!