Som at åbne en gave – hver dag!
Jeg kan godt lide dette vers:
“Du giver dem, og de samler op,
du åbner din hånd, og de mættes med gode gaver”
(Sl 104,28)
Jeg oplever det dagligt, når Gud mætter mig fra sit ord. Og – jeg kan også godt lide at tænke det på den måde. Altså:
Her sidder jeg, med min Bibel… Gud har allerede givet den… En gave til mig! Den er fuld af noget, som han har givet… Og hans ønske er blot, at jeg samler det op – det er der for mig, og han vil gøre det levende for mig, han vil mætte mig igennem det.
Ligesom han åbner sin hånd for mig – sådan åbner han sit ord for mig:
“Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os” (Luk 24,32).
I salme 104 tænker jeg, at der henvises til mannaen, som Gud gav dem fra himlen – hver morgen lå den på jorden som et fint lag, de kunne samle op og spise til de blev mætte (2 Mos 16,4). Jesus folder ud, at han er det brød, som vi virkelig bliver mætte af:
” ‘Sandelig, sandelig siger jeg jer: Moses gav jer ikke brødet fra himlen, men min fader giver jer brødet fra himlen, det sande brød. For Guds brød er det, der kommer ned fra himlen og giver liv til verden.’ De sagde til ham: ‘Herre, giv os altid det brød!’ Jesus sagde til dem: ‘Jeg er livets brød. Den, der kommer til mig, skal ikke sulte, og den, der tror på mig, skal aldrig tørste’ “ (Joh 6,32-35).
Tak, kære Jesus, du mætter os igen og igen… Du er her med din Ånd, så dit ord taler i vores hjerter. Ja, så vores hjerter sættes i brand! Af glæde og jubel, fordi du er her med os! Fordi vi får lov at erfare dig så tæt på! Tak, for alle dine skønne gaver – lige til at samle op!