Gør det, du vil gøre – nu – eller aldrig
En lille skør ting – ligegyldig – ja, og så fik jeg alligevel tænkt lidt…
Altså, jeg har i mange år tænkt, at det er fint at slutte sit bad af med koldt vand – men, jeg gjorde det bare aldrig. Jo, få gange, og så gled det ligesom af bordet igen. Og så gik der lang tid, inden jeg igen ‘forsøgte’.
Lige nu er jeg i gang igen – og med lidt mere tankegods bag, tænker jeg, for pludselig stoppede jeg op ved tanken: Hey, hvis du virkelig vil det her, så er det nu – og for ellers ender dit liv med, at du aldrig gjorde det… Og det tænker jeg så på, hvis jeg en morgen lige tøver lidt: Hey, hvis du vil det, er det nu!
Ligegyldigt med et koldt bad. Men Salomo taler om noget, som ikke er ligegyldigt:
“Husk på din skaber i ungdommens dage,
før de onde dage kommer,
og de år oprinder, om hvilke du siger:
‘Dem kan jeg ikke lide’ “ (Præd 12,1)
Og så beskriver han alderdommen.
Ungdommen FØR alderdommen, altså.
Livet FØR døden, så.
Med blot et FØR imellem, så kan det synes så tæt – ofte tænker vi, at livet er så langt… At der er langt fra ungdom til alderdom… Langt fra liv til død…
Men sagen er bare… hvis det ‘nu’ aldrig kommer, hvor du vælger at gøre det, du gerne vil… så sker det måske aldrig…
Så – pyt med alt det ligegyldige: Men søg din Gud og Skaber – NU!