Fra sorg over at miste til taknemmelighed

Hun havde grædt tårer i spandevis. To af Guds kære skabninger var døde. Hendes katte. Og de var blevet rigtig gamle, 18 år, så det var mange års kærlighed, som nu bare hang i luften… Savnet… ingen spinden, ingen at nusse, ingen små lyde, ingen når man kom hjem, ingen på de faste pladser…

Åh…

Men så fortalte hun mig, at hun pludselig havde følt taknemmelighed midt imellem tårerne – taknemmeligheden over at hun havde fået lov til at have de to katte i alle de år! Følelsen af taknemmelighed var som en gave fra Gud indeni hende. Den bredte sig mildt indeni hende, og sorgen var ikke så sorgfuld mere… Hun sagde tak.

Og – jeg må bare medgive: Det gør noget ved os at sige tak! Som en anden veninde og jeg nogle gange har talt sammen om: Der er to veje igennem livet – enten bliver vi bitre, eller også bliver vi mere og mere taknemmelige… Måske en forsimpling – men du er sikkert med på pointen: Det gør godt at sige tak, at fokusere på det vi er taknemmelige for, og også at sige tak til Gud for hans hænder omkring os i det, vi ønskede var anderledes…

“Tak Herren, for han er god,
hans trofasthed varer til evig tid.”
(Sl 136,1)

“Vær altid glade,
bed uophørligt,
sig tak under alle forhold;
for dette er Guds vilje med jer i Kristus Jesus.”
(1 Thess 5,16-18)