I bøn for min menighed

Tænk lige et udgangspunkt – alle mulige forskellige mennesker mødes uge efter uge i en kirke – men deres hverdage er vidt forskellige. Uddannelser og jobs der slet ikke ligner hinanden, forskellige familiesituationer, forskellige evner og interesser. Men de kommer i kirken for en stor fælles interesse: Jesus.

Nå. Hvordan går det så? Med alle de forskellige hverdags-kontekster – så kunne det jo godt tænkes, at kirkegængerne har ret forskellige perspektiver – måske endda på det meste…?

Jeps, det kan tænkes. Jeg har da også hørt historier om samarbejdsudfordringer i menigheder, lige til uvenskaber, folk der flyttede til andre menigheder, sladder og interne konflikter, nogle ringeagter nogle, andre kan ikke holde hinanden ud…

Nå. Meget menneskeligt.

Men så til miraklet. Historien om kroppen.

“Kroppen er en helhed der er sammensat af mange dele, og alle de mange dele udgør én krop. Sådan er det også med Kristus. Vi er alle sammen døbt med én ånd så vi udgør én krop, og derfor er det ligegyldigt om vi er jøder eller ikkejøder, frie eller slaver. Vi har nemlig alle sammen drukket af den samme ånd” (1 Kor 12,12-13; Den Nye Aftale, Det Nye Testamente på nudansk).

Sådan. Nemlig. Guds nåde. Miraklet.

Vi har drukket af den samme ånd! Vores center er Jesus! Og han kan altså forene de mest forskellige, så de tilmed skinner i hver deres forskellighed som henholdsvis øre og storetå, tarm og hud… Ja! Der er brug for alle!

Jeg elsker, at Gud kan det! Og det er min forbøn for min dejlige menighed!